Jens Christian Kwella

Biografi

Biografi

Jens Christian Kwella (f. 1967).

Lektor i rytmisk guitar, sammenspil og musikteori ved Det Jyske Musikkonservatorium.

Kwella har siden 1986 arbejdet som professionel guitarist og har en lang erfaring inden for stort set alle jazzens genrer fra traditionel jazz til eksperimenterende og elektronisk jazz.
Han er og har været udøvende guitarist, komponist og arrangør i egne grupper og har sideløbende virket som guitarist med en lang række danske og udenlandske bands og solister. Sammenlagt spiller Kwella hvert år ca. 100-130 koncerter både i Danmark og i udlandet.

De sidste år har Kwella komponeret til og spillet fast med grupperne Kwella Trio, GuitarRama Jazzical, Paraphrasing feat. Thomas Fryland, Kwella/Bjørnskov, Et letsindigt ord, Etnolab, Hede Hule Hot, samt en række andre konstellationer.
Derudover har han også optrådt med Curtis Steigers (US), Randy Brecker (US), Marc Johnson (US), Eliane Elias (BR), Aarhus Jazz Orchestra, Palle Mikkelborg, Aalborg Symfoniorkester, Sønderjyllands Symfoniorkester, Ginne Marker, Karmen Roivasepp, Uffe Steen, Nana Rashid, Jesper Løvdal, John Stowell (US), Ulf Bandgren (S), Gimo Mendes (MZ), Blood Sweat Drum and Bass Big Band, Gregory Boyd (USA), Mageshen Naido (SA).

Kwella har indspillet og udgivet syv anmelderroste albums i eget navn - senest i april 2023 "GuitarRama Jazzical" med duetter for klassisk guitar og elektrisk guitar.
Han har derudover medvirket på adskillige anmelderroste albums og blandt disse kan nævnes "Slowing Down The Tune" med Kwella/Bjørnskov i 2018, “The Science of Meetings”  med Etnolab i 2017, “Creaures” med Organic Picnic i 2015,  “Milonga Triste” med TangoJazz (Gateway) i 2014 og “In The Spirit Of” med Blood Sweat Drum and Bass Bigband feat. Palle Mikkelborg og Dave Liebman (Biem).

Kwella tog diplomeksamen med hovedfaget guitar fra Det Jyske Musikkonservatorium i 2000 og siden 2001 har han undervist på konservatorierne i Aarhus og Aalborg. De to konservatorier er nu fusioneret under navnet Det Jyske Musikkonservatorium, og her har han siden 2010 været ansat som lektor i rytmisk guitar, sammenspil og musikteori. 
Han har også været gæstelærer på konservatorier i Italien, Sydafrika, Norge og Sverige.